Street-cred til gademusikanten

Første blogpost, here we go:

Jeg bevæger mig op af trappen ved Kongens Nytorv station. Efter at jeg har undgået indslusningskanalen til Magasins Mad og Vin, passerer jeg en mand med en klarinet. Han er gademusikant. Han spiller Kalenka, Kalenka… og det lyder jo fint. Han er oven i købet akkompagneret af  et lille orkester med trommer, bas og en guitar; et klaver sniger sig vist også med. Men hvad er nu det? Han står jo ganske alene, ingen andre musikere eller instrumenter opholder sig i en radius af i hvert fald 1 kilometer. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, det er den moderne gademusikant. Han udnytter til fulde den teknologiske udvikling, og har fået produceret et komplet backing-track, som man vist kalder det. Derved opnås illusionen af et fuldt besat orkester, der underholder på vejen op fra metroen til virkeligheden. Hans rolle i orkesteret er at spille melodien. Han står jo forrest. Men det er ærgerligt. For han kan jo godt spille. Jeg kan lide det der kommer ud af hans klarinet, som er et af mine yndlingsinstrumenter.  Men baggrundsorkestret hamrer derudaf i maskinelt tempo, og han har bare at følge med. Ellers klapper fælden, og han kommer til at fremstå som en der ikke kan følge med. Han følger fint med, det er ikke det. Men musikken ryger i svinget.  Og kunstnerens frihed er væk.

Man bevæger sig ind på et ur-område, når man stiller sig op på gaden og spiller musik for folk. Der er ingen forstærkning, intet kunstigt lys, intet fast defineret rum og ingen billetter, der tvinger folk til at være publikum. Der er bare musikeren, og instrumentet og hvad der kommer ud af den konstellation. Det er egentlig noget af det, der kræver mest boller af kunstneren.

Muligheden for at kreere baggrundslyd til den musik man spiller og slæbe en højtaler med på gaden, burde jo så gøre at man kunne få mere musik hamret ind i de tilhørendes sjæl i de par sekunder, det tager at kigge ned i jorden og gå forbi. Eller finde en femkrone frem og smide den i hatten.

Men det koster. Det koster den saft og kraft og nøgenhed, man får fra en kunstner, der står med sig selv og spiller. Baggrundsmusikken fjerner os en lille smule fra musikeren, og det bliver for let at gå forbi. Gøgleriet gør det for normalt; det lyder som alt muligt andet. Det er ikke nødvendigt. Jeg savner sveden, tårene, blodet, ja hele saften, fra den kunstner, der oprigtigt spiller musik. Man kan gå helt tæt på, eller stå lidt væk og lytte. Men når musikeren eller orkestret er der, helt tilstede, uden ekstra tingeltangel, bliver man ramt. Og det er jo det vi vil. Rammes af musikken på vej til fortovet. Få en gave fra musikerens sjæl med ud og give byen lidt mere liv. Så den her går ud til alle der spiller, ikke kun på gaden, men overalt. Kan man spille fem toner kan man frembringe skøn musik. Og den går ud til alle der lytter. Smid Jeres femmer efter musikken. Ikke det polerede gøgl. Gå efter guldet. Og den går i høj grad ud til mig selv. All the world’s a stage. Husk det nu, kammerat når du selv står der..

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *